Net For DIG - Gør det nemt at være få sin virksomhed eller forening på internettet
Forside Demonstration Referencer Principper Priser Kontakt Brugervejledning

 Vendelboposten


HJØRRING: Der findes efterhånden ikke mange hjem i Danmark, som ikke har mindst en computer og nærmest ubegrænset netadgang. Og på nettet findes et utal af spændende hjemmesider, som de kan surfe rundt på. Nogle af de hjemmesider er signeret Claus Højrup, som for syv år siden startede virksomheden Net For Dig. Siden har han lavet et væld af hjemmesider ud fra et relativt enkelt koncept.

- Jeg har et princip om, at hjemmesiderne skal kunne åbnes på alle maskiner. Også de ældre modeller af computere, siger Claus Højrup.

Derfor vil han ikke arbejde med tunge ting som levende billeder eller skiftende reklamer på sine hjemmesider. Han vil hellere have det mere enkle.

Og det går igen i det tilbud, som han giver til sine kunder.

- Normale virksomheder har et abonnement, men jeg er gået den anden vej, så de betaler én gang, fortæller han.

For engangsbeløbet laver han en komplet hjemmeside med CMS, så kunderne selv kan rette tekst og billeder til løbende på hjemmesiden.

- Der er selvfølgelig også nogen, som gerne vil have mig til at opdatere deres hjemmesider. For eksempel Hirtshals Handelsstandsforening. Det kan selvfølgelig også lade sig gøre, siger han.

Det enkle koncept tiltaler mange mindre virksomheder, men også mange lokale foreninger lige fra Hjørring Idrætsforening til husmoderforeningen i Tårs har fået designet deres hjemmeside af Claus Højrup og Net For Dig.

- Siderne skal passe til virksomheden eller foreningen. Det skal ikke bare være en skabelon, som jeg sætter et nyt logo på, siger han.

Og for 4000 kroner plus moms leverer han en skræddersyet løsning til sine kunder.

- Jeg har jo ikke en masse udgifter udover til en telefon og internet, så kan jeg bare lave to hjemmesider hver uge, så kan det godt løbe rundt, siger han.

Indtil videre er det gået ganske glimrende i syv år, selv om det ikke just er it-programmør, Claus Højrup er uddannet til. Faktisk kan han prale af to andre uddannelser, som officer af reserven og markedsøkonomi/organisation..

- Jeg er selvlært, men jeg er da endnu ikke stødt på en opgave, jeg ikke kunne løse, smiler han.


Forside   Demonstration   Referencer   Principper   Priser   Kontakt   Brugervejledning